Hearing on Belarus in Copenhagen
In Danish
”Er det muligt at tale om et frit Europa, når et europæisk land overhovedet ikke er frit?”
– Sviatlana Tsikhanouskaya
Da den belarussiske leder Aleksandr Lukasjenko beordrede sine styrker til at kapre et Ryanair-fly og tvinge det til at lande i Minsk i maj, vakte det vrede i de europæiske hovedstæder. Angreb mod den fredelige lufttrafik ville indtil for nylig være utænkelig i den geopolitiske magtkamp i Europa. Hvad bliver det næste?
Flykapringen samt en accelereret undertrykkelse af den belarussiske befolkning viser udviklingen i Belarus i det sidste år, efter at præsidentkandidat Sviatlana Tsikhanouskaya med stor sandsynlighed vandt valget i august 2020, men blev tvunget til at forlade landet, da Lukasjenko erklærede sig som vinder.
Imens har befolkningen valgt at kæmpe for deres demokratiske ret. Med rød-hvide farver og fredelige midler har belarusserne protesteret i mere end 300 dage. Lukasjenko har på sin side erklæret krig mod befolkningen. Der bliver slået brutalt ned på demonstranter, og der er mere end 500 politiske fanger i Belarus. Mange har været udsat for tortur, og adskillige er forsvundet eller dræbt.
Alt dette udgør også en anledning for os – den europæiske offentlighed – til at reflektere over vores holdning til Belarus og til det faktum, at der er opstået et diktatur i den demokratiske del af verden.
Derfor indkalder Det Udenrigspolitiske Selskab og Den Ny Demokratifond nu til en høring om Belarus den 11. august.
Høringen foregår på Louisiana, som ved tidligere vigtige lejligheder har lagt hus til høringer i forbindelse med menneskeretlige spørgsmål, blandt andet Salman Rushdie-sagen.
Høringen er åben for alle. Prisen er en entrébillet til Louisiana. Tilmelding er påkrævet. Bemærk, at der er et begrænset antal pladser.
Program
Velkomst ved Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, og Camilla Mordhorst, direktør for Dansk Kulturinstitut og styregruppeformand for Den Ny Demokratifond
Svetlana Alekseevich, videointerview med journalist Thomas Ubbesen
Formand for Udenrigspolitisk Nævn, Martin Lidegaard om situationen i Belarus. Danmarks og EU’s politikker.
Forfatter og dr. phil. Niels Barfoed: Wake Up Call til Europa og Danmark.
Høringen: Oprørets pris – status på hverdagen i Belarus
– Hanna Dapshevichute (generalsekretær i Belarusian National Youth Council RADA)
– Andrey Kazankov (Ruslandkorrespondent fra Weekendavisen)
– Jonathan Schack Nielsen (ekspert i Belarus)
Baggrund om Belarus: Kulturen, sproget, historien
– Claus Mathiesen (lektor på Forsvarsakademiet)
Hvad kan der gøres? Den overordnede politiske situation
– Thomas Ubbesen (journalist)
Moderator: Steen Nørskov